Jens Mølsted

JEG SAMLER PÅ SMIL

For nogen tid siden sagde min hustru til mig, at jeg så meget lidende ud, når jeg var ude på mine løbeture. Det tænkte jeg så lidt over og kunne jo godt se, at hun havde ret.

Efterfølgende har jeg eksperimenteret med at smile lidt når jeg er ude at løbe, da jeg jo faktisk nyder at løbe.

Det er nu blevet til, at jeg forsøger mig med et smil til de mennesker jeg møder og som jeg får øjenkontakt med. Det er næsten magisk som det giver en kropslig velvære at få smilet gengældt og det giver helt klart ekstra energi på løbeturen og på dagen i øvrigt.

Så jeg samler på smil når jeg løber.


JEG SAMLER PÅ SMIL – ANDEN DEL

Jeg samler fortsat på smil, når jeg er ude at løbe mine ture. Nu hvor jeg har gjort det et stykke tid, er jeg begyndt at registrere, hvem der er mest tilbøjelige til at gengælde mine smil og der tegner sig et ganske klart mønster.

Smilene til mig sidder absolut mest løst hos voksne/ modne kvinder og især hos dem der selv er ude at løbe. De helt unge kvinder har en tendens til at undgå øjenkontakt og så kan jeg jo smile lige så tosset jeg vil.

Blandt mændene er der klart oftest positiv reaktion hos mænd med anden etnisk herkomst end dansk og igen med en overrepræsentation af motionister. Jeg har dog noteret mig at mændene generelt har en klart større tilbøjelighed til at reagere positivt, hvis jeg supplerer mit smil med et lille nik med hovedet eller hvis jeg hilser med en bevægelse med hånden, som et lille honnør.

Scroll to Top