Terapi for unge
Når du som ungt menneske sætter dig over for mig i terapi, er der i udgangspunktet ingen forskel på, hvordan jeg forholder mig til dig – og til et menneske fra enhver anden aldersgruppe.
Jeg er dog meget bevidst om, at du som ungt menneske nok befinder dig i den mest udfordrende fase i ethvert menneskes liv. Du skal bevæge dig fysisk, mentalt og ikke mindst følelsesmæssigt fra en (forhåbentlig) sorgløs og ansvarsfri barndom til et voksenliv, der strengt taget strækker sig over resten af dit liv og det er helt naturligt en uoverskuelig og angstprovokerende proces.
Dertil kommer, at du er udsat for et helt ekstremt forventningspres. Du skal klare dig godt i skolen, ungdomsuddannelsen eller på studiet. Du skal forholde dig til – og tage dig godt ud – på sociale medier. Og sidst men ikke mindst må du helst ikke være trist, ked af det, sur eller på anden måde vise, at du ikke er lykkelig. Det er nemlig rigtigt svært for dine forældre.
Jeg har det sidste års tid arbejdet som frivillig i Headspace (http://www.headspace.dk/), der er et anonymt rådgivningstilbud for børn og unge mellem 12 og 25 år. Det er min erfaring, at en stor del af disse børn og unge, i mange tilfælde bare har brug for, at der er nogen der lytter til dem – uden at skulle fixe og ordne deres problemer.
Du vil i terapi hos mig opleve, at jeg er rigtig god til at lytte, og har god erfaring med at rumme det, som du deler med mig.
Jeg er nysgerrig på, hvad du har af tanker og følelser, og jeg er optaget af at hjælpe dig med at finde din egen gode måde at være i verden på.