I starten af 1990’erne, arbejdede jeg i en årrække som klasselærer for en indskolings- /mellemtrins klasse og der havde vi hver fredag klassens time, hvor vi satte os i en rundkreds og snakkede om hvad der rørte sig i eleverne.
Som jeg husker det i dag mange år efter, så udviklede det sig oftest til at handle om komplicerede intriger mellem pigerne, hvoraf mange af dem havde store følelser på spil.
Det udløste næsten altid en uro blandt drengene, der fik gradvist sværere ved at sidde stille på stolene.
Derfor endte rigtigt mange af disse klassens timer med at jeg sendte drengene ud for at spille bold, mens jeg efter bedste evne forsøgte at løse de yderst komplekse og meget følelses-ladede problemstillinger som pigerne præsenterede.

Nu sidder jeg i dag som uddannet psykoterapeut og spekulerer over, hvad der kunne være kommet ud af det, hvis jeg dengang havde holdt drengene inde hver gang vi havde klassens time. Hvis jeg havde gjort de temaer, som pigerne var optagede af, tilgængelige for drengene og ladet dem komme med bud på løsninger på de problemer pigerne havde. Hvis jeg måske endda havde skabt rum for, at drengene også kunne bringe deres temaer ind til fælles refleksion.
Havde jeg haft den indsigt jeg har i dag, kunne jeg have skabt et rum for børnene i den klasse, hvor de, i langt højere grad end tilfældet var og uanset deres køn, kunne have opøvet og udviklet deres empatiske evner og forståelse for forskellige måder at anskue verden på.
Jeg lod mig, som så mange andre, styre af givne normer kombineret med drengenes kropslige uro og så ikke værdien i at lære dem alle at være nysgerrige på, hvad der er på spil inde i andre mennesker.

Jeg oplever, at de mænd, der kommer i terapi hos mig, alle i en eller anden grad oplever det som ubekvemt at være i kontakt med deres svære følelser og at de har udfordringer med at sætte ord på dem.
Om det er kultur eller biologi/ hormoner, der skaber denne forskel på mænd og kvinder, diskuteres til stadighed og er vel svært helt at afgøre.
Det er dog et faktum at det stadig generelt er mere socialt accepteret, at piger græder når de er kede af det eller har slået sig end at drenge gør det. Ordet ”tøsedreng” findes stadig og det vil drengene nødigt vil have hæftet på sig. Siger man derimod ”tøsepiger” har ordet ”tøse” en helt anden betydning.

Disse stadigt fremherskende roller for hhv. piger og drenge betyder for sidstnævnte, at sårbarhed er noget, man som dreng ikke gerne udstiller, mens det for pigerne kan udløse en positiv opmærksomhed at gøre det.
Det siger sig selv, at et menneske der vokser op med en forestilling om, at den sårbarhed alle rummer helst skal gemmes ad vejen, vil få en svær adgang til sit følelsesliv generelt.
Det er givetvis det fænomen der gør sig gældende, når jeg oplever mænd i både individuel terapi og i parterapi, der enten bliver helt låste i deres udtryk, dribler udenom eller bryder helt sammen, når de kommer i kontakt med deres svære følelser.

Der er i dag meget fokus på mænds helbred og især den mentale del, hvor mænd er over- repræsenterede i alle de kedelige statistikker om ensomhed, misbrug og selvmord. Der peges på, at mere end hver fjerde danske mand over 18 år ‘aldrig’ eller ‘næsten aldrig’ har nogen at tale fortroligt med.
Heldigvis har den debat, som bla. Sv. Aage Madsen har skabt i medierne, skabt grobund for mange mandegrupper, hvor fokus er på samtaler om kønsroller og mandeidentitet og jeg tror og håber at der ud af denne tendens vil vokse, om ikke et mandeoprør på lige fod med kvindeoprøret, så i hvert fald et univers, hvor vi mænd kan finde og forstå hinanden og ikke mindst os selv. Det vil også gavne i samspillet mellem kønnene.