Jens Mølsted

PAR-, FORÆLDRE OG FAMILIETERAPEUT

Denne titel vil jeg kunne føje til mit CV om to år, når jeg har afsluttet den uddannelse hos Nordic Parenting, som jeg netop er begyndt på.

For godt et år siden svor jeg ellers på, at jeg havde været til min sidste eksamen, da jeg var blevet eksamineret i forbindelse med afslutningen på den fireårige psykoterapeutuddannelse, som jeg havde fulgt på Psykoterapeutisk Institut. Men som en ikonisk dansk statsminister engang udtalte, så har man et standpunkt til man tager et nyt.

I det år der gået har jeg bakset med at få lavet hjemmeside, finde lokaler, lavet Facebook – og Google Ads kampagner, taget imod et mindre antal klienter og haft anden indtægtsgivende virksomhed som bla. lærervikar på den lokale Oehlenschlægersgade Skole.
I forsommeren fik jeg en stigende fornemmelse af, at jeg manglede retning i min nye karriere som psykoterapeut. Det gik gradvist op for mig, at jeg, i begejstring over alt det nye der havde foldet sig ud på uddannelsen, havde mistet kontakten til min oprindelige motivation, hvor jeg var gået ind i terapeut-verdenen med et ønske om, at forene mine erfaringer fra de mange år i skoleverdenen med en terapeutisk tilgang og bruge dette til glæde for børn, unge og deres forældre.    

Med opstarten af uddannelsen hos Sofie og Peter i Nordic Parenting har jeg fået genetableret min fornemmelse af retning med mit virke og glæder mig til at folde det ud, i takt med at jeg etablerer mig som privatpraktiserende psykoterapeut.

Scroll to Top